Rør blot ikke ved min gamle jul!
For de fleste skal julen være traditionel og som den altid har været. I praksis betyder det ofte, at vi forsøger at genskabe magien fra vores egen barndoms jul. Men rent faktisk har juletraditionerne skiftet radikalt flere gange op gennem historien. Ja, der var ligefrem en periode, hvor vi fastede op til julen.
Julen er traditionernes fest. Alt skal være som det var i gamle dage. For de fleste betyder det, at julen skal minde om den magiske jul, de havde i deres barndom. Det skal de nye generationer være glade for. For går vi længere tilbage end bare de sidste tre-fire generationer, så juletraditionerne meget anderledes ud. Og går vi endnu længere tilbage, ændrer de sig virkelig radikalt.
I mange år lignede julen den hedenske jól
Vi har tidligere skrevet om, hvordan kirken valgte julens nuværende placering, for at erstatte de vilde fester, oldtidens hedenske religioner havde lagt omkring vintersolhverv. Det var traditionelt fester, der strakte sig over flere dage, og omfattede et stort indtag af alkohol og mad og oftest også en hel del kønslig omgang.
Med kristendommens indførelse forsøgte kirken at dæmme op for de vilde fester. Ja, faktisk var der en lang periode i den tidlige middelalder, hvor kirken prøvede at gøre perioden op til julen til en fasteperiode. Så her stod december på knappe måltider, hvor folk kun måtte spise fisk.
Men mange steder fejrede de i alt ubemærkethed stadig julen på hedensk vis med masser af fest og ballade. Derfor valgte kirken hen over 1500- og 1600-tallet at slække lidt på fastereglerne og give plads til lidt mere festivitas. I håb om at komme alt den skjulte løssluppenhed til livs.
Maden svinger tilbage i hedensk retning
I den periode begynder danskerne at spise gris til jul. Det var et meget naturligt valg, fordi de sene efterårsmåneder alligevel var slagtetid. Til grisen blev der spist kål, fordi kartoflerne endnu ikke var blevet specielt udbredte endnu.
Senere igen blev grisen mange steder skiftet ud med and eller gås. Især hos det bedre borgerskab i byerne. Samme sted indførtes risalamanden som den lidt finere version af bøndernes risengrød. For fint skulle det være derinde i byen.
Op gennem 1900-tallet kom der endnu mere overdådighed på madbordet, og juletræet, julemanden og julefrokosterne holder deres indtog. Julefrokosterne blev snart lige så løsslupne som de hedenske fester, og det er de fortsat den dag i dag. Her tager folk nissehuer og måske ligefrem julesweater på, og går til den med masser af mad og drikke, sang og anden glæde.
Så selv om juletraditionerne har skiftet flere gange gennem tiden, synes vi alligevel at være endt nogenlunde samme sted som vores vikingeforfædre, når det handler om at fejre julen på traditionel vis.
