Juletraditioner fra Tyskland

Mange af de juletraditioner vi har herhjemme, stammer fra Tyskland. Både juletræet, julekalenderen og adventstraditionen er kommet den vej fra. Men andre juletraditioner er blevet dernede, som f.eks. maden til juleaften. Endelig er der også juletraditioner, der er gået den anden vej. Find hoved og hale i det hele her.

Hvert år valfarter danskerne til de nordtyske julemarkeder i Hamburg, Kiel og Lübeck. Ja, selv til den tyske hovedstad Berlin tager vi på forlænget weekend, og shopper igennem i julemåneden.

Sådan har det været i århundreder, og derfor har netop de tyske juletraditioner haft så stor indflydelse på den danske jul.

Juletræet kommer fra Tyskland

Juletræet er nok den juletradition fra Tyskland, der har vundet størst indpas herhjemme. Det kom til Danmark med de dansk-tyske familier i starten af 1800-tallet.

Det første danske juletræ blev således tændt på godset Holsteinsborg på Sydsjælland i 1808. Det var samme år som den tyske komtesse Wilhelmine Reventlow fra Brahe-Trolleborg var blevet gift med greve Frederik Adolph Holstein-Holsteinsborg. Så juletræet kom så vidt vides til landet via dette ægteskab.

Det var i øvrigt også på godset Holsteinsborg, at H.C. Andersen mødte juletræet små 60 år senere og skrev et julevers til Grevinde Mimi Holstein i 1865.

Men det var dog først, da juletræet blev tændt hos familien Lehmann på Ny Kongensgade i København i 1811, at skikken for alvor bredte sig. Først blandt det bedre borgerskab og sidenhen til alle.

Julekalenderne kommer til

Den første julekalender dukkede op i 1903 i Tyskland. Den var produceret af forlaget Reichhold & Lang og bestod af to stykker papir. Et med 24 vers og et med 24 billeder. Når verset var læst hver dag, var det meningen, at billedet til dagen skulle klippes ud, og limes oven på verset. Derved kunne man tælle ned til jul.

Omkring 1920 introducerer forlaget den type julekalender, vi kender i dag med låger. Først små 10 år senere dukker de første danske kalendere op produceret af Chr. Olsens Kunstforlag. Det var i starten af 1930’erne. Kalenderne var tydeligt inspireret af lågekalenderne fra netop Reichhold & Lang, som omtrent samtidig lukkede i Tyskland.

Senere tog en anden tysker julekalenderne med sig til USA, og herfra bredte de sig til hele verden.

Sankt Nikolaus

Julemanden er også af tysk oprindelse i form af den fromme Sankt Nikolaus, der hvert år d. 6. december belønner de artige børn med gaver, mens den sorte Bastian straffer de uartige børn.

Denne tradition lever fortsat i bedste velgående i f.eks. Tyskland og Holland, ligesom vi også anvendte traditionen herhjemme op gennem 1800-tallet. Men stille og roligt flyttede julemanden til selve juleaften, og da han først havde taget turen forbi USA, holdt Sankt Nikolaus flyttedag for alvor – mens sorte Bastian helt forsvandt.

Godt vi ikke arvede den tyske mad juleaften

Der er dog en juletradition, som vi danskere sikkert er glade for, ikke er blevet påvirket af tyskernes ditto. Det handler om måltidet juleaften. Det er traditionelt meget enkelt og spartansk, da det gerne skal kunne spises før, under eller efter gaveuddelingen.

Det er jo noget helt andet end det store veldækkede julebord herhjemme, der i overdådighed i dag minder meget om den amerikanske Thanksgiving. Her bliver der ikke sparet på noget, og mangt en julemavepine har fortrængt glæderne ved julegaverne.

Så vil du virkelig chokere familien juleaften, skal du prøve at servere et tysk julemåltid for dem.

Julesweateren er ikke tysk

Men selv om tyskerne har haft stor indflydelse på vores danske jul, er der også andre lande, som har haft stor betydning for de danske juletraditioner. Det gælder især Sverige, ligesom vores norske broderland også har givet danskerne en ny, sjov juletradition, nemlig julesweateren.

Inspirationen kommer dog sandsynligvis fra filmen ”Fars fede juleferie”, hvor far Griswold ses i noget, der kan minde om en moderne julesweater. Men derfra er der dog stadig et stykke vej til den norske julesweater, der i dag ses som fast beklædning til både julefrokoster og på selve juleaften.

Det sjove er, at julesweateren nu også er godt på vej til at brede sig til Tyskland. Godt at vi kan give noget tilbage til tyskerne, der ellers har haft så stor indflydelse på både den danske og norske jul.

 

 

Forrige artikel De første danske julemænd
Næste artikel Så er der kun et halvt år til det går løs med julesweater og det hele!