Fra gårdnisse til bynisse

Nisser har fulgt os mennesker siden oldtiden. I starten som en lidt skræmmende enspændernatur, der hjalp til og gav held på gårdene. Senere flyttede nissen til byen og fik både kone og børn. Læs med og få nissens historie her.

Der var engang… Sådan starter alle gode eventyr, og eventyret om nissen starter ude på landet helt tilbage i vikingetiden. Dengang var det en lille mandlig personage på størrelse med en 8-10-årig dreng, klædt i bondelignende tøj og rød tophue med kvast på. Men på trods af sin liden størrelse var nissen bomstærk og havde et lidt lunefuldt temperament. Så det var med at værne godt om forholdet til gårdens nisse.

For var han i god lune, hjalp han til på gården, lukkede den låge bonden havde glemt, fodrede dyrene hvis de var sultne om natten, og kunne endda gå så vidt som til at stjæle fra nabogårdene, hvis der manglede noget på den gård, han boede på.

Kun en tosse trodser nissen

Men hvis nissen følte sig dårlig behandlet af gårdens folk, kunne det gå grumme galt for dem. Således var det ikke ualmindeligt, at nissen kunne finde på at hive bonden ud af sengen midt om natten og kaste ham frem og tilbage over tagrygningen hele natten. Eller tage livet at gårdens bedste ko eller so.

Ja, det kunne ligefrem gå så vildt for sig, at præsten var nødt til at blive tilkaldt, for at drive nissen ud. Ganske som det var normalt at drive spøgelser, poltergejster og andre onde væsner af gårde med kirkelig hjælp.

Nissen drager til byen

Sådan levede nisser og mennesker side om side i århundreder, ja måske ligefrem årtusinder. Det forunderlige var, at gårdnisserne tilsyneladende ikke havde hverken kone eller børn. Måske derfor de havde fået ry for at være meget gamle. For oftest levede den samme nisse i mange hundrede år på den samme gård. Slægter faldt, mens nissen bestod.

Men op gennem 1800-tallet dukker der pludselig nisser op inde i byerne. De kommer samtidig med de nye juletræsskikke og alle de andre juletraditioner, der også fulgte med fra juletræets hjemland Tyskland.

Den ”moderne” nisse boede på loftet, og havde både kone og børn. Klædedragten var blevet lidt mere farverig og mere rød – og i nogle beretninger endda lige så spraglet som vore dages julesweatre til børn og voksne.

Bynisserne kunne stadig blive meget gamle, og havde tit boet uset på loftet af det samme hus i mange hundrede år – men var nu blevet opdaget. De var også lidt mere gemytlige end gårdnissen, selv om de stadig kunne finde på at lave løjer og drille husets beboere, hvis de ikke behandlede nisserne godt.

Bynisserne lignede altså i højere grad bymenneskerne, ligesom gårdnisserne lignede bønderne.

Nissens næste destination

I dag er nissen primært et fænomen, der dukker op ved juletid. Det er der, vi sætter risengrød på loftet og hiver de gamle nissehistorier frem. Resten af året får nisserne lov til at gå for lud og koldt vand.

Alligevel sker der os ikke rigtigt noget længere. Så måske er nisserne for længst draget videre til nye steder, hvor de bliver bedre behandlet. Noget kunne tyde på det. For i dag er det oftest os selv, der fjerner grøden fra loftet igen. Nisserne har vi aldrig set. Så måske er de helt væk! Spørgsmålet er så, hvor de er taget hen. Hvad er deres næste destination?

Svaret må blive hængende i luften – i hvert fald indtil vi opdager nisserne igen…